
ISO har påtaget sig udfordringen med at hjælpe organisationer til at være samfundsansvarlige og udarbejder nu en standard, som skal opstille retningslinjer for, hvordan virksomheder kan optræde socialt ansvarligt i henhold til samfundets krav. Standarden, ISO 26000, vil blive udgivet i december 2010. ISO 26000 vil kunne anvendes af alle typer organisationer, offentlige og private, og i såvel udviklingslande som i industrialiserede lande. Den vil indeholde retningslinjer, ikke krav, og er ikke beregnet til at blive anvendt som grundlag for certificering.
Retningslinjerne i ISO 26000 vil bygge på best practice fra både den offentlige og den private sektor. De vil være konsistente med de relevante deklarationer og konventioner, der er udviklet af FN og organisationer derunder, fx ILO.
Hos Nordic Choice Hotels ønsker vi at strukturere vores CR-arbejde inden for rammerne af ISO 26000. Vi er allerede i gang med dette arbejde.